Uddannelse og arbejdsliv: Jeg er uddannet medicinsk kandidat fra Københavns Universitet i 2005 og har arbejdet som læge i 15 år inden for bl.a. almen praksis, psykiatri, retsmedicin og samfundsmedicin. Jeg har altid fundet det dybdegående arbejde med alle vinkler af menneskers liv mest fascinerende og har i mange år følt, at jeg ikke kunne gøre mit arbejde tilfredsstillende og grundigt nok inden for de rammer, som vores sundhedsvæsen har udstukket. Derfor besluttede jeg i 2016 at starte den 4-årige uddannelse til familie- og psykoterapeut hos Dansk Familieterapeutisk Institut (DFTI) i Valby.

Under uddannelsen var jeg samtidig ansat et par år i en lægepraksis til at varetage terapeutiske samtaler med de familier, der kunne have mod på og gavn af et sådan forløb. I den periode blev jeg bekræftet i, at jeg havde valgt det rigtige spor.

I foråret 2021 blev jeg certificeret psykoterapeut MPF med speciale i familieterapi. Jeg har dog haft egen klinik siden sommeren 2020. Jeg føler mig yderst privilegeret over at få lov til at få indblik i og følge så mange fantastiske familier og par, der af forskellige grunde har brug for et professionelt blik og medmenneskelig støtte i en periode af deres liv.

Teoretisk grundlag og terapeutisk retning: Jeg er uddannet i oplevelsesorienteret familieterapi, der bygger på et humanistisk, eksistentielt og systemorienteret fundament. Desuden trækker min terapeutiske tilgang tråde til dialektisk relationsteori, neuro-affektiv udviklingspsykologi og mentaliseringsbaseret terapi. Jeg benytter af og til den metodiske tilgang fra Internal Family Systems i samtalerne.

Ved den oplevelsesorienterede terapi er fokus på det, der sker her og nu under samtalen, i relationen mellem familiens medlemmer indbyrdes og terapeuten, der deltager med åbenhed, nærvær og anerkendelse af familiemedlemmernes forskellige perspektiver, reaktioner og følelser.

Privat: Jeg bor i Sorø med mine to næsten voksne tvillingedrenge. Jeg er fraskilt, idet mine børns far og jeg i 2022 besluttede os for at blive skilt efter 19 års samliv.

Jeg har personlig erfaring med forskellige typer af terapi, og jeg ved derfor også, hvor stor positiv indflydelse det rette terapeutiske forløb kan have på familien, når livet er gået i hårdknude.

Ved siden af arbejdet er jeg frivillig i Pust - en forening for samtalegrupper, hvor jeg er gruppeleder i en skilsmissegruppe for børn i alderen 6-12 år.